Holocaust verdenen

London

Storbritannien

Tyskerne gik over kanalen i 1948 efter nedkæmpning af RAF og den britiske flåde. Forsvarsværkerne var forberedt siden 1941 og den tyske offensiv gik i stå i vinteren 1948. London var omkredset og belejret, men forsvarsstyrkerne gav ikke op. Under ledelse af Montgomery holdt man stand i Midtengland og det var kun brugen af atomvåben, der pressede styrkerne mod Skotland.

Efter opslidelseskrigen mod Rusland kunne wehrnemagten ikke overleve endnu et blodigt felttog. Tyskland var affolket for alle krigsduelige mænd, i stedet sendte man tvangsudskrevne rekrutter fra de besatte lande til fronten. Da atomvinteren viste sig i sommeren 1949 gik invasionshæren næsten i opløsning, kun omkring London og ved den nordlige front er styrkerne organiseret. I resten af landet hersker anarki.

De indbyggere der ikke nåede at flygte søger tilflugt i befæstede byer eller afsondrede gårde. Overalt hærger soldater og banditter i søgen efter føde. Byer og lokalsamfund har udviklet sig til små kongeriger eller bystater, hvor lov og orden håndhæves af kirken, borgermilitser eller vildfarne soldater. Storbritannien er vendt tilbage til sin middelalder-fortid.

Livet i London

Den gamle verdensstad er afskåret for omverdenen på tredje år og har i den tid kun modtaget forsyninger fra luften. Det værste har ikke været bombardementerne, gas-angrebene eller stormløbene, det er for intet at regne mod to års vedvarende vinter i en by uden mad, medicin eller rent drikkevand. Folk dør som fluer; i dag er der en halv million flygtninge tilbage af de femten millioner, som oprindeligt søgte tilflugt.

Tyskerne har valgt at spare byen for atomangreb, man ønsker antageligt at overtage byens kulturskatte, der også bevidst er sparet under bombardementerne. Langsomt er jerngrebet om London blevet strammet og i dag er det kun byens gamle centrum, som endnu holder stand. Forsvarernes stædighed skyldes ikke mindst Churchills personlige ledelse. Statsmanden insisterer på at blive i byen og har med sin stædighed og vilje holdt sammen på en forsvarstyrke, der forlængst burde have opgivet håbet.

I desperation dyrkes livets sidste krampetrækninger intensivt, et hektisk natteliv afleder de overlevende - en sidste dans før det bliver stille. Folk klare sig med alle midler og en omfattende smugleraktivitet florerer, kan man betale er alt til at skaffe. Var det ikke for smuglernes tilførsler gennem de tyske linier var byen faldet forlængst.

Arketype:

Brittisk agent for SOE

Fra Canada opererer den britiske efterretningstjeneste (SOE), der over hele kloden fører kampen mod nazisterne videre. De fleste SOE-agenter er rekrutteret blandt overklassen og øver gerne deres operationer gennem diplomatiske og sociale kanaler på højeste niveau f.eks. blev den tyske ambassadør i Spanien afsløret som SOE-agent. Blandt SOE's præstationer hører sabotagen af den første tyske Super-Zeppeliner 'Rigsmarskal Göring' og forpurringen af det tyske attentat på Paven i 1950. På det seneste har der været forlydner om, at SOE-agenter behandles med et serum, der giver dem overnaturlige kræfter, dog med risiko for svære bivirkninger.

Plotlinie:

Kuppet

Fanget i London hyres spilpersonerne af en smuglerbaron til at stjæle atten trækister fra hvælvingene under det britiske nationalmuseum. Fra museet går flugten gennem den oversvømmede tunnelbane og kloakerne til Themsen, hvor en ubåd venter. Betalingen er en enkeltbillet ud af byen med ubåden. Det viser sig, at de gamle hvælvinge er dele af et gammelt hedensk tempel og har været brugt af frimurerne. Spilpersonerne fortælles at kisterne tilhører museets gamle direktør, der nu sidder i Canada og samler sine kunstskatte, som ligger i kisterne. Ubåden er deserteret fra den japanske flåde og hyret til opgaven. Hvem er den virkelige arbejdsgiver? (tyskerne, Vatikanet, frimurerne, en vampyrfyrste eller kongefamilien) og hvad er der i kisterne? (guldreserverne fra Bank of England, transsylvansk muld eller tophemmelige dokumenter, der ikke må falde i tyske hænder).

top
Rom