tilbage til forsiden


 

Man kan vel godt blive skør af det...
Interview med Martha Cecilia Lassen

af Olav Junker Kjær

 

Martha Cecilia Lassen skrev Roser er Røde sammen med sin far Jens Hougaard Nielsen.

Scenariet handler om nogle rollespillere, som finder ud af at rollepil ikke er helt ufarligt...

O: Hvor kom scenariet fra?

Martha: Jens havde af barmhjertighed, eller hvad ved jeg, startet Hundslunds rollespilsklub, men vi fik aldrig rigtigt de der små dungeonfreaks til at spille rollespil. De ville bare hack'n'slash. De kunne ikke helt forlige sig med tanken om at udforske nye virkeligheder.

Men det var lidt dér, ideen startede. For der var også hele det hersens Fastaval, Fasta, der var meget seriøst, og det hele blev mørkere og mørkere og Vampire og Call og mere og mere psyko...

Jeg må indrømme, jeg fik da rimeligt sorte rande under øjnene af at rende og være så cthulhuid hele tiden. Det er lidt ensporet ikke? Åh man tager sig selv alvorligt, at man kommer ingen vegne, for det forholder sig ikke til noget, vel? Gode scenarier er dem som også har humoren. Det skal opvejes af et eller andet. Vi går jo heller ikke rundt her i virkeligheden er er så seriøse. Vi griner jo også lidt. De mennesker der går rundt og er så dødsensseriøse, det er jo lige til at grine af.

Og det vi så lavede til Fastaval, altså året før Roser er Røde, var Gleisprud. Vi sagde: skal vi ikke lave et fantasyscenarie med en drage bag springvandet, og så går man ud og så finder man prinsessen, og så tar man hende hjem og så kan man flyve på dragen... Og vi tænkte: går det nu?

Det er måske også en reaktion fra vores side...det romantiske, det ville vi sgu ikke give slip på! Det er hele min barndom, jeg spillede elver! (fortvivlet) Må jeg ikke mere? (griner) men samtidig syntes jeg det var enormt fascinerende. Vampyrer! Jeg læste vampyrhistorier derudaf.

Så var der den verden, med alle de drengerøve som bare slet ikke gik ned i dybden, men måske alligevel gik rundt og gjorde nogle ting de ikke var helt bevidste om psykologisk

Det var også dengang Fastaval skrev i kataloget: "for øvede", "let øvede", "stategi", "investigation" og bla bla. Og jeg var: åh, nå, er jeg dén, eller dén, eller er jeg dén, nå for søren. Man blev tvunget meget til at vælge identitet. Og det gad jeg ikke rigtigt, vel?

De ting skulle ligesom nå sammen på en eller anden måde, og danne et scenarie om det at spille rollespil, for... det var ved at løbe af sporet! Simpelthen!

O: Kan man sige at I leger lidt med dem der spiller scenariet?

Martha: Det er jo skidesvært, fordi man skal jo være bevidst om hvad man gør, samtidig med at man gør det.

I det her, da er man jo sig selv, der går ind i en virkelighed, som går ind i en anden virkelighed. Uh!, ikke?

Man skal huske, når man gå tilbage og kommer med sine kommentarer, så er man jo stadig en anden person...man skal lige igennem et ekstra lag, så det gør at man ryger selv helt udenfor. Så de kommentarer man kommer med, det er jo en rollespilsfigurs. Så det hindrer én i at gå det skridt tilbage, hvor man siger "jeg skal også lige have en kop kaffe" - der er ikke andet at gøre end at spille det. Man bliver fanget.

O: Hm. Kan man så sige at i bevidstgør rollespillerne?

Martha: Man kommer til at arbejde med sin egen rolle som rollespiller. Man bliver nødt til at påtage sig en bevidsthed...

(får øje på diktafonen der ligger på bordet) ...Kører den der?

O: Ja

Martha: Gud, for fanden...(griner) jeg syntes også vi sad og snakkede så længe (griner)

(pause) ...okay.

Man blive nødt til at ophæve hvad der er virkeligt. Man bliver nødt til at gå ind i den virkelighed...

(pause) nu bliver jeg helt nervøs (griner) jeg vidste jo ikke den optog...

O: De rollespiller der er, altså i scenariet, de er jo nogle ret triste typer. Hvis de bliver satanister så er det jo nærmet en redning fra det liv de lever?

Martha: Der sker jo ikke en skid! Og de er pissefrustrede. Og det de gør ved det, er at de går ind og lever de deres ting ud, som piner dem i den virkelige verden. De er jo lette ofte - for deres egen frygt og synd og død og djævel. De er så underlagt deres følelser.

(til diktafonen) Ej, jeg skulle aldrig have vidst at den dér kørte, så bliver jeg helt forvirret! (griner)

O: Spilpersonerne - altså dem i scenariet - er ret troværdige.

Martha: Ja. Ved du hvordan vi fik dem lavet? Vi har ikke lavet dem selv...

Da vi skulle spilteste det i Hundslund rollespilsforening, så fik de dungeonfreaks...de små drenge der, så fik vi dem til at lave de hersens personer, så de blev rigtige.

O: (bekymret) så I gør lidt grin med rollespillere?

Martha: Ja for fanden! Det er jo fuldstændig...det er jo en kæmpe provokation, ikke?

O: Var der så nogen der blev provokeret af det?

Martha: Næ, folk syntes det var enormt sjovt at spille. Og anderledes.. men det var grineren nok, da vi testede det med rollespilsfreaksene, som jeg kalder dem, de der drenge...ej, det må jeg ikke sige (griner)

De gik bare lige ind i nørdrollen. De spillede den, og vi fik meget inspiration fra dem!

O: Så det er halvautentiske personer. Er "Vejsted" også autentisk?

Martha: Det foregår jo helt klart i Østjylland... Jens har lavet meget lokalhistorie -han har været ansat på lokalarkivet i Odder - så han har brugt alle de dersens mærkelige myter og ting, der er måske derfor det virker sådan, lidt sammensat af alt muligt grumt.

O: Havde i researchet satanisme og så videre?

Martha: Jeg tror Jens havde gang i en eller anden præst som boede et eller andet sted, som havde en gammel bog om djævleuddrivelse. Jens kender nogle forskellige præster. Han var nede ved ham, og han fandt en gammel bog frem (griner). Det var Jens' eget eventyr, det der. (griner) Han var sådan en, som havde en masse bøger om alt muligt mærkeligt

Og det der med dialogcentret, jeg tror Jens har arbejdet på dialogcentret engang, så han havde alle de der ting.

O: (forbløffet) For dialogcentret? Hvad lavede han?

Martha: Han tegnede deres logo, tror jeg nok.

O: I bygger også videre, på de der påstande om at rollespil kan være farligt?

Martha: Udgangspunktet for det her, var alle de der vækkelsesprædikanter, som siger: man kan blive sindssyg af det, man tager kontakt med dæmoner fra en anden virkelighed gennem det - nå ja men fedt nok, så siger vi det. Lad os sige det. (griner) det lyder da fedt?

O: Da jeg først så det, tænke jeg: det her er en parodi på det der amerikanske hysteri med at rollespil er satanisme etc. Og i hænger det totalt ud. Men læser man det lidt grundigere, så er det lidt mere tvetydigt...

Martha: Ganske vist. Det er da pissefarligt at beskæftige sig med andre verdner, hvis man ikke er sig bevidst om at man gør det, og kender sig selv rimeligt godt, til at vide hvornår man skal stå ud af det, for trippet, det kan køre ud!

Vi har jo allesammen en subjektiv oplevelse af virkeligheden, så hvad vi går og tænker indeni det er jo virkeligheden. Det sker jo. Det er det med Anna. Hun tror så kraftigt, fordi hun har den barnesjæl, at hun fremkalder det.

Hvad vi går rundt og forestiller os, det influerer jo på vores liv, det forandrer os, det forandrer Ronnie. Han bliver stærkere når han går ud og får lov til at være en sej elver.

Det er jo ikke et tilfælde at der er så mange små usikre drenge som spiller de er store barabarer.

Men altså ja, så på den måde, så kan man jo godt få blandet verdnerne sammen, faktisk ikke? Man kan vel godt blive skør af det? Det kan gå så meget ind og influerer den måde man opfatter virkeligheden. At man gør vilde ting, ikke?

(kirkeklokker bimler pludselig i baggrunden) skøn kirke, ikke ? BANG! Lige her over på den anden side.

Der er også en tryghed i det gamle, ved kirken, i kristendommen og sådan noget. Meget. Det kan man altså ikke forkaste. Gud.

Rollespil forholder sig meget til...fordi det mest er drenge....nu skal jeg passe på hvad jeg siger... men jeg synes ikke der var så meget af den store åndelighed, af den virkelighed som vi også er i. Fordi det er unge. Unge dengang var skideligeglade med alt hvad der var åndeligt på den side, de ville bare have noget der var åndeligt. Og så var rollespillet en skidegode måde at finde det på. Noget at tro på, noget som er uforståeligt, noget man kan undres over. Det der "Gud" noget er skubbet lidt til side, men helt ærligt, det er jo tidligere tiders rollespil, høre præstens historier, og han, han spillede jo kæmpemeget rollespil drev dæmoner ud og så videre for folk (griner)

Det er også hele denne leg med mørkets magter, ikke? Ja - hvis man vil gå ind i de dybere lag af sin psyke, fordi, ja, vi har altså noget ondt i os, et monster eller noget. Som kan noget, som kan nogle mørke ting, som kan nogle ting som ikke lige svarer til den dagligdags virkelighed vi går rundt i, hele fantasien, når folk taget stoffer, så sker der jo vanvittige ting.

Vi kan sige, at det vil vi ikke beskæftige os med, og så får det jo frit løb, eller vi kan vælge at beskæftige os med det og spille det; sige: ja vi har mange mærkelige facetter i os, og så giver man det liv. Men man går også ind og forholder sig til det. Og kan lege med det. Og det er jo fedt. Det er alt andet end det banale. Det gode er jo heller ikke banalt, afgjort ikke, vel? Det også den lille pige og fantasien og roser, og skønhed, alle de her fine ting, ikke?

Men det begynder at blive surrealistisk når man sætter det sammen. Og det er jo to ting der ikke kan udelukkes fra hinanden, de findes side om side. Man kan ikke bare skille det ad, eller sige at det slet ikke findes.

O: Jeg begyndte at spille rollespil, fordi jeg så et indlag i tv-avisen om et nyt spil, der var kommet, som man kunne blive sindssyg af. De viste ikke rigtigt hvad det gik ud på, kun nogen der slog med nogle underlige gennemsigtige terninger, og nogen der løb rundt ude i en skov med træsværd. Men vi syntes det lød utroligt spændende - et spil man kunne blive sindssyg af! Det måtte vi prøve!

De fleste starter med at spille rollespil som teenager, sammen med jævnaldrende, men du startede sammen med din far?

Martha: Det første vi spillede, det var...jeg kan ikke engang huske hvad det hed, det var noget meget simpelt Jens havde, lavet, meget børnevenligt. Der var mig, som var otte-ni år, og to af hans venner fra socialdemokratiet, en mand og dame og deres to børn, nogle unge og ældre og mænd og kvinder, en sjov kombination af alt muligt. Og vi spille bare og det var skide skægt, folk gav sig helt vildt meget i det, tog det helt vildt alvorligt. Folk gav sig næsten for meget, ikke? Det var meget meget stort og i mange år. Og det var rigtig basic. Med blå sten man skulle op i 3 tårne og finde - helt vildt fedt, for Jens har vidst helt vildt meget om psykologi, han er jo en rigtig troldmand ikke? Så jeg kom ind i denne psykiske virkelighed gennem noget med at hente sten i tårne (griner), du ved godt de vise sten ikke? Så blev det noget konkret, noget man kunne forholde sig til. Isolde elverpigen går op i tårnet, vi tar stenene og så slås vi mod ham her - det er jo frygten man slås mod, når man skulle videre og blive større ikke? Og mosen og sumpen det er jo forvirringen ikke? Så alle disse grundfølelser de bliver jo billeder man kan forholde sig til, ikke? Meget simpelt, enkelt - jo simplere jo bedre, ikke? Så kan alle jo være med. Selv bitte små mennesker har jo alle disse arketypiske ting i sig og forstår det.

Jeg var heller ikke specielt stor eller gammel, men jeg følte mig da enormt klog, og stor, fordi det var en virkelighed jeg kunne forholde mig til, på mine præmisser, og det var et eventyr.

Det er skidehyggeligt at være lidt banal. Det er meget basic, banalt, simpelt. Og det er jo ved de symboler, det er stærkt.

O: Så børn kan godt spille rollespil?

Man er måske ikke så hæmmet af alle mulige ting, at man skal være smart eller klog eller sjov, når man er lille, så man spiller ærligt. Og helt på spillet præmisser. Børn kan leve sig fuldstændigt ind i tingene og respektere den virkelighed. Børn, de kan køre tingene så meget op. Det fylder det hele, ikke? Timer går med at rende rund i haven som er hele verden, fordi den er hele verden.

Selvfølgelig kan man godt sidde og rode med en finger i bækken - det ved jeg ikke om jeg er den eneste der har prøvet - hvor man prøver at rekonstruere den her fede leg man legede da man var lille, på en lidt akavet måde - "er der nogen der kikker?". Men det dur ikke! Med det er jo også fordi man er kommet videre. Man behandler altid sine følelsesmæssige konflikt, før man kan komme videre til næste level, næste plan.

Det er jo de samme ting man skal igennem, den samme historie igen og igen, men man giver det selvfølgelig forskellige billeder jo ældre man bliver.

O: Det er lidt sjovt og usædvanligt at far og datter skriver et scenarie sammen. Hvordan arbejde i sammen?

Martha: Vi lavede det her scenarie meget mundtligt. Det er blevet skabet levende. Vi har ikke haft et mål. Det var hele tiden under udvikling. Man kan godt kalde det et dogmescenarie hvis man vil. Men uden dogmer. (griner)

Han gjorde måske nok det hårde arbejde og sad og tampede på computeren, og jeg var på efterskole, og havde helt vildt gang i den, og så kom jeg, når han lige troede han havde fået styr på nogle ting eller sager, og sagde nej nej, sådan skal det overhovedet ikke være, og hvad nu hvis de gjorde sådan og sådan?

Jeg tror at det har været et plus at vi har været, hvad var vi, en pige på 16 år og en mand på 45. Hvis verdener har mødtes. "Jamen Jens sådan er det jo slet ikke i virkeligheden, der gør man sådan og sådan", og der hvor jeg er lidt for urealistisk og letflyvende, kunne han gå ind og... det har opvejet hinanden enormt fedt. To verdener der mødes.

Du kan mærke det er ikke skrevet af én teenager, det er ikke skrevet af en meget "jeg læser filosofi på universitetet"-person. Det er også lidt det der er meningen, ikke?

O: Jeg har tænkt over titlen: "Roser er røde" ?

Martha: Det er de jo.

Det er lidt svært at forklare

Der hvor Torben har sprængt brystkassen og der er roser over det hele, da er det jo vammelt. Der er det skønne på en hæslig måde.

O: Selvom scenariet foregår på flere planer, så er det egentlig ret ligetil. Det er ikke sådan et voldsomt kompliceret plot...

Martha: Vi gik ind med meget klare, simple ting, så når man overskuer det, giver det et kæmpe råderum. Jo enklere det er, jo klarere bliver rollespillet. Hvis man benytter sig af få ord, så er det helt sikkert man forstår hinanden.

Der et tit hvis man har et tyndt plot, så propper man en hel masse lort på, ikke. Som bare er fyld. "Hvorfor står den der midt i det hele? Kan den noget?" - "næ" - "nå". Man tror der er nogen ved den, men den kan ingenting, vel? Man kan lige så godt tage det væk. Cut down to the basics. Så man kraftedme ved hvad man skal forholde sig til. For så kan det komme meget mere ud af det umiddelbare, af nuet. Og man få en større oplevelse.

Meningen med det er også at det lader meget op til masteren. Og alle muligheder står åbne. Alle veje er der. De kan tage gud eller de kan tage djævlen eller whatever.

Hvad nu hvis de gør noget uforudset hvad så, hvad så? Vi må have fælder til dem alle vegne! Og så er det som om man tror at masteren er en nørd og ikke selv kan finde ud af at tænke eller bruge sin fantasi. Man kan jo ikke skrive et fast scenarie. Man kan jo ikke skrive et scenarie, hvor spillederne skal opføre sig på en bestemt måde. For det vil være syv forskellige mennesker hver gang, og det vil være forskellige omgivelser... det vil aldrig blive det samme. Det kan man ligeså godt tage højde for, i stedet for at skrive et firkantet scenarie.

Man skal ikke regne med at folk er dumme. At skrive et scenarie til dumme mennesker, det vil også blive et dårlige scenarie ikke?

O: så der er ikke nogen fastlagt slutning eller klar morale?

Martha: Jeg synes med scenarier, og film og samtaler og alting, at det der med faste konklusioner og moralprædikener, det holder bare ikke! Det skal være en ledetråd, en kommentar til virkeligheden, et instrument, et par briller, en udvidelse til af ens virkelighed.

Hvorfor er det så vigtigt at lave alle de film? Hvorfor er det så skidevigtigt, at give udtryk for, hvordan man ser virkeligheden og hvordan man ser kærligheden og alle de ting? Hvorfor er det egentlig det?

Scenariet Roser er Røde

tilbage til forsiden