|
|
|
Being Prætentiøs
af Sanne Harder
"Jeg mente egentlig ikke, at jeg var et stort navn nok til at kunne bære det. Altså, der var ikke nok, der kendte Max Møller. Jeg havde nok også fået flere spillere, hvis jeg havde lavet det som det oprindeligt skulle være: Det var 'Being Palle Schmidt'."
Hans navn var på alles læber under Fastaval 2001, på trods af at hans scenarie kun vandt en pris, som han selv betegner som "lidt lille". Med sit satiriske scenarie, "Being Max Møller", har han formået at give miljøet omkring den århusianske rollespilskongres en kærlig afklapsning.
Jeg møder Max Møller en torsdag aften på hans yndlingscafé, "Props", der ligger i Blaagaardsgade i København. Det har holdt hårdt at få en aftale i stand - tre gange har han ringet og udsat interviewet. Men i aften er det altså lykkedes. Han er der til tiden, kommer mig i møde, og fortæller mig på afdæmpet københavner-jysk, at han godt nok synes det er lidt pinligt, men han har ingen penge... Umiddelbart virker han ellers alt andet end selvpromoverende, ham Max. Han fortæller ganske ydmygt om sin opvækst i en mindre by i nærheden af Horsens, og om hvordan han som teenager spillede rollespil i Marveluniverset. Det var først i gymnasiet, at Max mødte Jost Hansen (der er blandt de seks kendte rollespillere, der har lagt personlighed til en af karaktererne i "Being Max Møller"), og sammen med ham besluttede at drage til Fastaval og blive scenarieforfatter. Der fandt Max sig åbenbart så godt til rette, at han er kommet der lige siden - det vil sige, i cirka seks år. Seks scenarier er det også blevet til: "Unge Piger Søges", "Bødlerne", "Var det narkoen eller kvinderne der slog ham ihjel", "Sidste Skoledag", et af dogmescenarierne, og "Being Max Møller". Med andre ord: Max er en Fastavalveteran. Kunsten at skrive et Fastawood-scenarie Det altoverskyggende tema i "Being Max Møller" er jagten på Ottoen for bedste scenarie. Plottet i "Being Max Møller" lyder ganske enkelt i scenariets synopsis: "Seks forsmåede scenarieforfattere forsøger desperat at vinde en Otto i Max Møllers navn, men det viser sig at de i virkeligheden bare er brikker i Elitens forsøg på at overtage Max Møller permanent."
Scenariet er en pastiche på filmen "Being John Malkovich". I Malkovichs rolle som den prominente personlighed alle ønsker at være, finder man Max Møller. Spillerne har opdaget en indgang til Max' sind. Hver især har de deres skjulte dagsorden, der ultimativt går ud på at vinde anerkendelse ved at få prisen for Fastavals bedste scenarie. Måske lokker også en invitation til at træde ind i Elitens rækker, hvem ved. Max: Jamen, det er det jo. Intrigescenariet er på vej ud. Juryen har fået nok af folk som ikke laver andet end at afsløre hemmeligheder om hinanden. Hvad så med de mange bipersoner? Max: Ja, hvis vi skal kigge på det på dén led, så er det med tanke på Daniel B. B. Clausen, der får en Otto for at lave 40 bipersoner i Lydias Bryllup, eller på den anden side Morten Jaeger, der var meget tæt på at vinde prisen for Monogami, med kun én biperson. Hvordan ved du, hvem der næsten vandt?! Max: Jamen, det er jo det, jeg laver...(griner) Det er jo derfor det var så oplagt at skrive det scenarie, for jeg kender jo rimelig mange af de dér skandaler. Jeg snakker med en hel masse mennesker, der er i det miljø. Jeg ved ikke en skid om hvad der er af skandaler i det københavnske miljø, for dem kender jeg ikke. Jeg ved ikke om jeg bare presser folk mere end alle andre gør, eller om jeg er specielt tillidsvækkende, men det tror jeg nu ikke. Eller om jeg bare ikke kan holde på en hemmelighed! Du skriver, at det er ærgeligt at droppe en pris, der ellers er så relativt nem at vinde? Max: Ja, der er ikke nogen, der gør noget ud af Bipersoner. De fleste bruger kraften på spilpersonerne i stedet. Det gør du ellers. Max: Ja, i dette her scenarie. Det har jeg ikke gjort ellers. Var det så for at vinde prisen? Max: Ja, selvfølgelig. Jeg vidste, jeg havde en god chance for at tage den. Både fordi folk ville grine af sig selv, og fordi jeg havde lavet et rimelig nuanceret billede af en hel masse forskellige personer, der kunne bruges forskelligt. Jeg mener bare, der godt må være et eller andet at skubbe til handlingen med. Du har også ekstremt mange bipersoner i "Being Max Møller"! Max: Det kommer an på hvordan du skelner, for jeg synes der er mange statister. Der er forholdsvis mange, men der er ikke fyrre. Men det er dem der beskriver miljøet. Det er min holdning at det ikke er klubber og foreninger, der tegner miljøet, det er enkeltpersoner.
En tur med grovfilen Bipersonerne i "Being Max Møller" er, med meget få undtagelser, bygget over virkelige Fastavalpersonligheder. Det er bestemt ikke dem alle der er blevet behandlet lige blidt. Alligevel fortæller Max at de fleste har været ganske begejstrede for scenariet. Dog er der en enkelt undtagelse: 22k var ikke glad for sin omtale.
Max: Nu må jeg hellere passe på, da jeg lige nu er under injurielovgivningen (griner) Men det kan være svært at se hvornår der er tale om fiktion, og hvornår det er fakta... Max: Det meste er fakta! Hvad med fx. historien om at Geert Lund (den politianmeldte kasserer fra Sleipner) i virkeligheden var helt uskyldig, men blev gjort til syndebuk? Max: Det er ren konspirationsteori jeg selv har brygget sammen. Men det er baseret på at Peter Brodersen møder Geert en gang imellem fordi de arbejder med noget af det samme, og har snakket med ham. Så vidt jeg kan forstå er Sleipners version ikke direkte forkert, men de har også pyntet på virkeligheden. Det beløb som han er blevet dømt for er langt over hvad han faktisk har svindlet med. Og det er ikke foregået så systematisk som de har gjort det til. Så er der "snydetampen Kasper Nørholm".
Max: Ham har jeg ikke snakket med, for han var der ikke (på Fastaval, red.). Men jeg hænger ham jo ud, fordi han selv er ude om det. Har du hørt fra Ask Agger? Max: Han var der jo ikke - desværre... Kristoffer regner jeg med tog det ok. Men ja - det var dét der med, om man nu gik for langt, eller om man ikke gik langt nok. Det jeg forsvarede mig med overfor 22k da hun brokkede sig, var at man skal skelne mellem sin Fastaval-personlighed og sin virkelige personlighed. Det er jo helt tydeligt folks Fastavalpersonlighed, det er jo ikke deres private liv jeg gør grin med. Man befinder sig i sådan en metavirkelighed, når man er på Fastaval? Max: Ja, det synes jeg lidt man gør. Og Hush-Hush udstiller den tendens. Det er jo ikke den person man er i den virkelige verden. Hvem er så denne Max Møller?
Så der er altså to Max Møllere: en virkelig og en Fastavalversion. Den virkelige er ham jeg sidder over for nu. Han virker afdæmpet og ret ydmyg, bestemt ikke det selvpromoverende superego, han bliver fremstillet som i scenariet. Betyder det mon at der slet ikke er nogen sammenhæng mellem de to personligheder? Max: Nej, det er jo så bare Daniel... men før har det helt sikkert været rigtigt. Jeg tror at jeg to gange har været den, der afleverede mit scenarie sidst til Fastaval. Det har været så galt at da jeg skulle skrive dogmescenariet, da krævede de at jeg skulle aflevere mit scenarie første december, hvor de andre bare skulle aflevere foromtalen! Så gik de andre dogmebrødre ind og sagde, at det kan vi jo ikke, for så kan I jo se hvem der har skrevet scenariet. Det går ikke. Så de gik ind og garanterede, at jeg ville aflevere. Gjorde du så det? Max: Ja, det gjorde jeg. Siden har der ikke været de store problemer. Hvad er dit billede af dig selv i dette her scenarie? Tror du der er nogen der synes du er selvpromoverende, fordi du har skrevet "Being Max Møller"? Max: Ja, men det var jeg også. Det er det, der er motivationen for at jeg har skrevet scenariet. Det er en af dem, ikke? David Brauner kom og svinede mig til helt vildt. Han sagde, at jeg lavede bare ikke andet end at få mit navn nævnt, og jeg skulle tage at lave noget. Han var af den holdning, at når jeg lavede noget, så var det fedt nok, men hvorfor fanden lavede jeg ikke noget? Det var ikke helt negativt? Max: Nej, det var det faktisk ikke. Men... jo, jeg ved ikke hvorvidt jeg er selvpromoverende. Jeg tror han mener selvpromoverende på samme måde som Jost gør det. At jeg kender enormt mange af dem der er eliten. Men det gør jeg jo, fordi jeg synes de er interessante at snakke med. Fordi jeg synes de er søde mennnesker. De er venner?
Max: Ja, mange af dem er. Jeg har sgu aldrig mænget mig med nogen i rollespilsmiljøet fordi det var smart. Velkommen til eliten (griner) Max: Men det er sgu også lidt det. Det er sgu også meget et skulderklap. Jeg blev enormt glad da jeg fik den. Og det er jo pinligt et eller andet sted, at der skal det til, før man tror på det man laver. Max og Eliten Eliten er et diskussionsemne, der har optaget mange af de rollespillere, der kommer på Fastaval. Er der en kerne af rollespillere, der er bedre end de andre? Der sætter standarderne? Og i så tilfælde: Hvem er de?
Max: Tja, jeg bør jo henvise til eliten.dk. Der er nogen, der har købt eliten.dk. Det må jo være eliten. Skal du nu til at være politisk? Lad os få nogle navne på her! Max: Ja, men jeg vil lige definere betegnelsen. Grænsen mellem hvad der er elite, og hvad der ikke er elite, er utydelig. Er Peter Bengtsen elite? Han kender enormt mange. Men eliten er Lars Andresen, Paul Hartvigson, Merlin Mann, Palle Schmidt, Gimle Larsen, Anders Skovgaard-Petersen, Olav Junker Kjær, Thomas Jakobsen, Jacob Schmidt-Madsen... Er det noget med, at de har skrevet nogle scenarier?
Max: Det er en blanding. Du kan kvalificere dig til eliten på flere måder: Alex Uth for eksempel, det er primært fordi hun skriver nogle enormt fede ting. Anders Skovgaard-Petersen kvalificerer sig til eliten fordi han er enormt god til at hænge med de seje! Og dig? Max: Ja, det er jeg vel. Det sjove er at sådan en som Daniel B. B. Clausen mener at jeg er en af de gamle. Men da jeg kom ind i rollespilsmiljøet, da fandtes den gamle garde jo allerede. Men det er jo mange af dem jeg har kendt ret godt. Et langt stykke hen af vejen har jeg været hangaround. Men nu har du så fået Ottoen, og så er du blevet rigtig elite? Max: Jeg ved så ikke lige, om den Otto er nok - den er jo sådan lidt lille... Du skriver ikke så pænt om Ottoen for bedste effekter: "Der skal jo ikke så meget til, for der er jo ikke så mange, der gør noget ud af den pris". Max: Det er jo det samme igen. Handouts og bipersoner, dem kan man relativt let vinde, hvis man gider lave arbejdet. Og det er vel også til en hvis grad det jeg har gjort. Der er sgu langt mellem genialiteterne handoutmæssigt i Being Max Møller. Der er masken, som er ret fed. Seks ukendte kendinge De seks karakterer i "Being Max Møller" består af nogle interviews, som Max har lavet med seks forholdsvis kendte ansigter inden for rollespilsmiljøet: Daniel Benjamin Bjørn Clausen, Adam Bindslev, Dennis Godballe, Sara Hald, Jost Hansen og Lau Lindqvist. Max: Det var jo ret vigtigt at mine spilpersoner skulle være - nu bliver jeg nødt til at være grov: Det skulle være hangarounds. Det skulle være folk som var kendt af mange mennesker, men uden at være specielt anerkendte. Enten fordi de ikke havde lavet noget, eller også fordi det de har lavet, ikke er blevet specielt anerkendt. Var der nogen af dem der blev fornærmede over at blive spurgt?
Max: Det tror jeg ikke. Adam syntes det var lidt sjovt. Dennis Godballe er den eneste jeg ikke har fået snakket med efter Fastaval. Da jeg lavede interviewsene sagde jeg også til dem, at de skulle tage sig selv med et gran salt, for det ville gøre det nemmere for mig. Men har du prøvet gennem din redigering at skabe et bestemt billede af de personer, du har valgt som karakterer? Max: De er helt sikkert typecastede. Adam er intellektuel københavner, og konservativ på den led at han går ind for systemrollespil. Mens Lau så tilsvarende er intellektuel københavner, men enormt gerne vil være eksperimenterende og visionær. Så er der Dennis, der måske ikke er sindssygt intellektuel, men også gerne vil være enormt eksperimenterende, og som til gengæld er jyde. Og så er der Jost, som hverken er eksperimenterende eller intellektuel. Han skriver actionscenarier og genrescenarier, og er også jyde. Så på den led har jeg prøvet at stykke dem ud til at være nogle yderpunkter. Er der tale om en københavnsk og en jysk "skole" indenfor rollespil? Max: Det ved jeg ikke. Der er jo meget forskel, ikke? Daniel er en typisk københavner, hvilket flere af spilpersonerne også bemærker om ham. Hvordan er man typisk københavner? Max: Man snakker en hel masse om alle de projekter man har gang i, og hvor fedt det er, mens jyderne er lidt mere nede på jorden. Daniels egen reaktion da han læste sin egen karakter var: "Ej, hold op, så københavner-agtig er jeg fandme ikke!" Og så er det helt sikkert en skole om man er til terningrollespil eller om det skal være systemløst og helt vildt formeksperimenterende. Eller om det kun skal handle om at have det sjovt at spille rollespil, eller om det skal være noget med at man tager sig selv alvorligt, sådan kunstner-agtigt. Jeg synes Jacob Schmidt-Madsen og Jost er to forskellige, fuldstændig diametrale modsætninger. Ingen spøg uden alvor Selvom komedier altid har været en stor publikumsfavorit i rollespil, er der endnu ingen scenarier inden for den kategori, der er faldet i Ottojuryens smag til prisen for bedste scenarie. Til gengæld er Fastavals deltagere vældigt glade for komedier. Jeg spørger Max, om han føler "Being Max Møller" har fået særstatus fordi den er en satire.
Max: Scenariet er blevet forfordelt på den måde at det er enormt let at komme med på Fastaval hvis du skriver noget, som er for sjov og underholdende. Det er der ingen der gør.
Så vidt jeg har hørt var jeg tæt ved at vinde mere end jeg gjorde, og min umiddelbare reaktion på det var, at det var da ærgeligt at dette års Ottoakademi ikke havde nosser nok til at give en stor pris til en komedie for første gang. Der er aldrig en komedie, der har fået prisen for bedste scenarie. Aldrig. Sådan er det bare. Det er jo ikke anderledes end i filmens verden. Jim Carrey, han får jo altså aldrig en Oscar. Max: Ja, det kan jeg godt. En af de første ting jeg sådan rigtig kan huske, det er at min mor fik et nervøst sammenbrud. Og der kan jeg bare huske, at hun galopperer ud over disse her marker. Og hele familien, der bare vader efter og ikke fatter en kæft. Du har ikke forskånet dig selv. Max: Nej. Jeg synes ligesom, at når jeg giver alle andre tørt på, så skulle jeg på en eller anden måde have alt frem. Det er også derfor dine flyveører er nævnt? Max: Ja. Det handlede om at jeg gerne ville skrive dette her scenarie om, hvorfor det var så vigtigt for mig at vinde denne her Otto, samtidig med at jeg så ville eksorcere det ved at stå enormt nøgen frem. Det er det mest nøgne jeg kunne gøre i det scenarie. Det er en blanding af at ville være trofast overfor konceptet, og det ville ikke holde at skrive et scenarie, der svinede alle andre til, og hypede sig selv. Og så bruger jeg sgu meget mine scenarier som... dette her beskriver sgu meget min personlige udvikling også. Dette her var noget med at stå ved at være sig selv. Det handler altså ikke bare om at vinde en Otto? Max: Nej, det gør det ikke. Det er det åbenlyse. Det, det handler om er: Hvorfor er det vigtigt at vinde en Otto? Det er den seriøse del af det. Bare lidt mindre prætentiøst, og med lidt mere smil, end jeg har gjort hidtil. Det er rigtigt nok at du har været prætentiøs?
Max: Jamen, det er det. Jeg ved ikke om jeg har været forblændet af det dér med de seriøse scenarier, der fik mest anerkendelse. Hele denne her satire falder altså lige så meget tilbage på dig selv... Max: Helt sikkert. Den person, der i hvert fald var med i scenariet, er meget et produkt af miljøet. Er miljøet meget prætentiøst? Max: Ikke lige så prætentiøst som det har været. Det er folk, der har meget store egoer. Det er der ingen tvivl om. Det er sgu ikke kun mig og Palle Schmidt der har meget store egoer (griner). Men det er også charmen. Den berømte Max Møller Der var meget hype omkring dig på dette års Fastaval på grund af "Being Max Møller". Hvordan var det? Max: Det var helt vildt fedt! (Griner) Jeg tror, jeg bliver nødt til at skrive et scenarie om hvordan det er at blive afhængig af at være kendt. Jeg kunne nemt ende som en af de dér typer der bliver ved med at lave desperate ting for at komme i Hush Hush! Det er enormt fedt at være kendt! Det værste var, at scenariet var sådan en darling-idé. Jeg har også haft det sådan hele vejen i processen, at det skulle være "love your darlings", ikke "kill your darlings". Så "Being Max Møller" er også fyldt med alle mulige mærkelige, små ting. Men det startede nemlig bare som sådan en darling - at det kunne være en fed idé. Og i starten vidste jeg slet ikke, hvor meget det handlede om. Jeg mente egentlig ikke, at jeg var et stort navn nok til at kunne bære det. Altså, der var ikke nok, der kendte Max Møller. Jeg havde nok også fået flere spillere, hvis jeg havde lavet det som det oprindeligt skulle være: Det var "Being Palle Schmidt". Hvordan i alverden fik du denne her idé med at tage "Being John Malkovich" og overføre historien til Fastaval? Max: Det skete på Orkon 2000. Jeg kan huske jeg sad og snakkede med Thomas Jakobsen og Kristoffer Apollo, tror jeg. Og på en eller anden måde fandt jeg bare ud af... jeg ved det ikke; hvor kommer idéer fra? Da mente jeg jo ikke, at jeg var stor nok. Jeg havde snakket med Palle om at lave det med ham. Men han fik nu nok sin del af opmærksomheden, trods alt. Problemet med Palle var, at så ville der ikke være noget reelt i det. Så ville det bare ikke handle om særlig meget. Fordi det i virkeligheden er et ret personligt scenarie? Max: Ja. Jeg tror ikke jeg ville kunne skrive noget, der var særlig godt, hvis ikke der var et eller andet personligt i det. Epilog
En uges tid senere sidder jeg og skriver denne artikel færdig, da Max ringer. Han fortæller at han er kommet i tanke om nogle ting, han skulle have sagt i interviewet, og dikterer mig dem fra en seddel hvor han har skrevet dem ned. |
|
|
|
Se scenariet Being Max Møller |
|
|