scenarieoversigten

Vågenat

En kvinde er død. Hendes jordiske rester hviler på stenalteret i kapellet. Dette er vågenatten. En tid til at mindes fortiden og reflektere over fremtiden. I morgen sænkes hun i jorden, og da vil det være for sent at angre.
Men er der overhovedet noget at angre?

Fire mørke skikkelser har trodset aftenregnen og vandrer nu den tunge vej gennem kirkegården. Kapellets portal lukker i bag dem. Ved hvert deres hjørne af dødslejet knæler de. Sammen, men alene. I mørket får deres tanker og visioner liv.

Lad os alle bede ...

Genre: Mindfuck

System: Systemløst   Antal spillere: 4, spillederløst

Note: Scenariet blev oprindeligt skrevet til Fastaval 98 som en art “kinesisk kuvertscenarie”. Historiens lag lå skjult i kuverter inde i kuverter. Ved at følge tekstens instruktioner arbejdede fortællerne sig frem fra kuvert til kuvert, som om de skrællede et løg. Hvad der skete undervejs, og hvilken kerne de nåede frem til, giver R’lyeh dig nu muligheden for selv at rekonstruere.

Indholdet er det samme som dengang. Formen derimod er let modificeret – kuverterne er blevet skiftet ud med PDF-filer. Dette betyder rent praktisk, at man skal have net- og printeradgang, mens man spiller "Vågenat", så man løbende kan hente nye filer ned. Den snedige læser vil sikkert foreslå, at man printer det hele ud på én gang, inden man går i gang med at spille. Dette er dog ikke tilrådeligt. Et enkelt utidigt blik på visse af filerne ville øjeblikkeligt punktere overraskelsesmomentet. Stol på mig. Det er sandt.

En anden mulighed er selvfølgelig at få én, der ikke selv skal spille scenariet, til at printe det ud og lægge det i kuverter for jer. Uanset hvilken metode I vælger, bør filerne printes ud i den nedenstående rækkefølge.

Læs introduktionsfilen grundigt, inden I begynder at spille. Og lad være med at åbne nye filer/kuverter, før teksten giver jer udtrykkelig besked på det.

Våg vel!

Download Vågenat
Alle filer er i PDF-format, og for at læse dem skal man have Acrobat Reader.

Scenariografisk information:
Spillet på Fastaval, 1998
mere om Vågenat på rollespilsbiblioteket Alexandria.dk

scenarieoversigten ·  forsiden