scenarieoversigten

Sea of Darkness

Rumskibet Acheron, 2416

Da strømforsyningen til dvalesengen forsvandt, stoppede den automatiske respiration. Uden respiratoren og dennes slimsug kunne den flødetykke dvalevæske trænge ind i munden og ned i halsen. Den bitre og salte smag, da dvalevæsken gled ind i mundhulen, sendte de første faresignaler til den næsten livløse hjerne - de blev dog overhørt. Heldigvis er der visse reflekser, som hjernen ikke kan overhøre, så da halsen fyldtes med bitter, hvid væske, sendte en serie voldsomme opkastningsreflekser de seks i dvalesengene tilbage til virkeligheden.

Det første instinktive åndedrag fylder lungerne med kold væske og sender en fanfare af faresignaler til den stadigvæk halvsovende hjerne. Kramperne igennem kroppen sender hovedet en tur mod plexiglasruden.

Fingrene glider først til munden med dens virvar af tilstoppede og kvælende slanger, for derefter hårdt at trække neglene skrigende ned langs ruden til friheden, indtil den hvide dvalevæske farves rød. Efterhånden som reflekserne forgæves forsøger at gylpe den bitre, kvælende væske op, begynder bevidstheden at komme op til overfladen, og de første rationelle tanker former sig.

Med et hårdt stød forsøger man forgæves at knuse plexiglasset, men man når ikke at prøve igen, før frygten for kvælningsdøden fører hænderne til den tilstoppede mund. For at få plads til den livsnødvendige luft forsøger man at flå slangerne i svælget og næsen ud, men det sender blot mere hvid væske ned i de smertende lunger.

Lige før søvnen igen fanger sjælen i sit forførende spind, denne gang dog på en mere langsigtet kontrakt, fører gamle indøvede sikkerhedsøvelser en hånd ned til det røde nødhåndtag i højre side. Med de sidste kramper af overlevelsesinstinkt flås håndtaget tilbage, og den hvide, bitre væske begynder at fosse ud ...

Genrer: Action, Science-fiction, Horror

System: Via Prudensiae   Antal spillere: 6

Download Sea of Darkness
Alle filer er i PDF-format, og for at læse dem skal man have Acrobat Reader.

Scenariografisk information:
Spillet på Spiltræf X, 1994
mere om Sea of Darkness på rollespilsbiblioteket Alexandria.dk

scenarieoversigten ·  forsiden